Den Danske kongerække:
Kongerækken
ca.  936     Gorm den Gamle ( d. 958)
g.m. Thyra
børn: Knud Danaast, Harald 1. Blåtand.
Harald 1. Blåtand ( d. senest 987)
g.m. 1) Gunhild,
2) Tove Mistivoisdatter
børn: Sven 1. Tveskæg, Tyre, Gunhild,
Svend 1. Tveskæg (d. 1014)
g.m. Gunhild
børn: Harald 2., Knud 1. den Store, Estrid.
1014-1018    Harald 2.
1018-1035    Knud 1. den Store (* omkring 1000)
g.m. 1) Ælgifu
børn: Sven, Harald Harefod.
2) Emma
børn: Hardeknud, Gunhild.
1035-1042    Hardeknud
1042-1047    Magnus den Gode (* ca. 1024)
1047-1074    Svend 2. Estridsen (* ca. 1020)
g.m. Gunhild.
Frillebørn: Harald 3. Hen, Knud 2. den Hellige, Oluf 1. Hunger, Erik 1. Ejegod, Benedict, Ingerid, Niels, Sven.
1074-1080    Harald 3. Hen
g.m. Margrethe.
1080-1086    Knud 2. den Hellige
g.m. Edel af Flandern
børn: Carl, Cicilie, Ingerd.
1086-1095    Oluf 1. Hunger
1095-1103    Erik 1. Ejegod
g.m. Bodil Thrugotsdatter
børn: Knud Lavard.
frillebørn: Harald Kesja, Ragnhild, Erik 2. Emune.
1104-1134    Niels
g.m. 1) Margrethe Fredkulla
Inge, Magnus,
2) Ulvhild .
1134-1137    Erik 2. Emune
g.m. Malmfred.
1137-1146    Erik 3. Lam
g.m. Lutgard.
1146-1157    Svend 3. Grathe
g.m. Adela
børn: Luitgard.
Knud 3. Magnussen
g.m. ? Sverkersdatter af Sverige.
Frillebarn: Valdemar Bisp, Hellig Niels.
1157-1182    Valdemar 1. den Store (* 1131)
g.m. Sophie af Novgorod
børn: Knud 4 den Sjette, Valdemar 2. Sejr, Sophie, Ingeborg, Helene, Richiza,
samt yderligere 2 døtre, hvis navne ikke kendes.
1182-1202    Knud 4. den Sjette (* 1163)
g.m. Gertrud af Sachsen.
1202-1241    Valdemar 2. Sejr (* 1170)
g.m. 1) Dagmar af Böhmen
børn: Valdemar den Unge,
2: Berengaria af Portugal
børn: Erik 4. Plovpenning, Abel, Christoffer 1., Sophie.
Frillebarn: Niels af Halland.
1241-1250    Erik 4. Plovpenning (* 1216)
g.m. Jutta af Sachsen
børn: Sophie, Ingeborg, Agnes, Jutta.
1250-1252    Abel (* ca. 1218)
g.m. Mechtilde af Holsten
børn: Erik, Valdemar, Abel.
1252-1259    Christoffer 1.  (* ca. 1219)
g.m. Margrethe Sambiria "Sprænghest"
børn: Erik 5. Klipping, Mechtilde.
1252-1259    Erik 5. Klipping  (* 1249)
g.m. Agnes
børn: Erik 6. Menved, Christoffer 2., Margrete, Richiza, Valdemar.
1286-1320    Erik 6.  Menved (* 1274)
g.m. Ingeborg
(flere børn, døde som små).
1320-1326    Christoffer 2. (* 1276)
g.m. Euphemia af Pommern
børn: Margrete, Erik, Otto, Valdemar 4. Atterdag.
1326-1329    Valdemar 3. (* ca. 1315, d. 1364)
g.m. Richardis.
1329-1332    Christoffer 2. (* 1276)
g.m. Euphemia af Pommern
børn: Margrete, Erik, Otto, Valdemar 4. Atterdag.
1332-1340
   "Den kongeløse tid".
1340-1376    Valdemar 4. Atterdag (* ca. 1320)
g.m. Helvig
børn: Christoffer, (Margrethe, død som barn), Ingeborg, Catharine, Valdemar, Margrethe 1.
1376-1387    Oluf 2. (* 1370)
1387-1412    Margrete 1. - Frue og husbond og rigets fuldmægtige formynder (* 1353)
g.m. Haakon 6. Magnussen af Norge
børn: Oluf 2.
1412-1439    Erik 7. af Pommern (* ca. 1382, d. 1459)
g.m. Philippa.
1440-1448    Christoffer 3. af Bayern (* 1416)
g.m. Dorothea af Brandenburg.
1448-1481    Christian 1. (* 1426)
g.m. Dorothea af Brandenburg
børn: (Olaf, Knud - døde som små), Hans, Margrete, Frederik 1.
Valgsprog: Dyden viser vejen.
1481-1513    Hans (* 1455)
g.m. Christine af Sachsen
børn: Christian 2., Elisabeth, Frans.
(iflg. nogle kilder også  Johannes og Ernst, døde som små, samt evt. Jakob.)
Valgsprog: For loven og folket.
1513-1523    Christian 2. (* 1481, d. 1559)
g.m. Elisabeth ærkehertuginde af Østrig
børn: Hans, Maximillian og Philip, Dorothea, Christine.
Frille: Dyveke.
Valgsprog: Så var det beskikket.
1523-1533    Frederik 1. (* 1471)
g.m. 1) Anna af Brandenburg
børn: Christian 3.,
2) Sophie af Pommern
børn: Hans den Ældre, Elisabeth, Adolf, Dorothea, Frederik.
Valgsprog: Mit håb er Gud alene.
1534-1559    Christian 3. (* 1503)
g.m. Dorothea af Sachsen-Lauenburg
børn: Anna, Frederik 2., Magnus, Hans den Yngre, Dorothea.
Valgsprog: Ske Herrens vilje.
1559-1588    Frederik 2. (* 1534)
g.m. Sophie af Mecklenburg
børn: Elisabeth, Anna, Christian 4., Ulrik, Augusta, Hedevig, Hans.
Frille: Anna Hardenberg.
Valgsprog: Intet uden Gud.
1588-1648    Christian 4. (* 1577)
g.m. Anna Cathrine af Brandenburg
børn: Christian, Frederik 3., Ulrik, samt Frederik, Sophie og Elisabeth, der dør som små.
Frillebørn: m. Kirsten Madsdatter: Christian Ulrik Gyldenløve,
m. Karen Andersdatter: Hans Ulrik Gyldenløve,
m. Kirsten Munk: Anna Katrine, Sofie Elisabeth, Leonora Christina,
Valdemar Christian, Elisabeth Augusta, Christiane,
Hedevig, Dorothea Elisabeth ("den kasserede frøken" - Chr. 4 mente ikke at være far til barnet).
m. Vibeke Kruse: Ulrik Christian Gyldenløve, Elisabeth Sofie.
Valgsprog: Gudsfrygt styrker rigerne
1648-1670    Frederik 3. (* 1609)
g.m. Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg
børn: Christian 5., Anna Sophie, Frederikke Amalie,  Vilhelmine Ernestine,
Frederik, Jørgen, Ulrikke Leonora, Dorthea Juliane.
Frille: Margrethe Pape
børn: Ulrik Frederik Gyldenløve
Valgsprog: Herren er mit forsyn.
1670-1699    Christian 5. (* 1646)
g.m. Charlotte Amalie af Hessen-Kassel
børn: Frederik 4., Christian, Sophie Hedevig, Carl.
Maitresse: Sophie Amalie Moth
børn: Christian Gyldenløve.
Valgsprog: Gudsfrygt og retfærdighed.
1699-1730    Frederik 4. (* 1671)
g.m. 1) Louise af Mecklenburg-Güstrow
børn: Christian 6., Charlotte Amalie, samt 3 børn, der dør som små.
g. til venstre hånd 1) Elisabeth Helene von Vieregg
g. til venstre hånd  2) Anna Sophie Reventlow
børn: seks børn, der alle dør som ganske små.
( Umiddelbart efter dronning Louises død indgås lovformeligt ægteskab med Anna Sophie).
Valgsprog: Herren er min hjælper.
1730-1746    Christian 6. (* 1699)
g.m. Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach
børn: Frederik 5., Louise.
Valgsprog: For Gud og folket.
1746-1766    Frederik 5. (* 1723)
g.m. 1) Louise af England
børn: Christian 7., Sophie Magdalene, Vilhelmine Caroline,  Louise, samt søn der døde som barn.
2) Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel - børn: Arveprins Frederik.
Maitresse: bl.a. "Madam Hansen" med hvem han fik en række børn.
Valgsprog: Ved forsigtighed og bestandighed.
1766-1808    Christian 7. (* 1749)
g.m. Caroline Mathilde af England
børn: Frederik 6. (Louise Augusta - som J. F. Struensee var far til).
Valgsprog: Kærlighed til fædrelandet er min ære.
1808-1839    Frederik 6. (* 1768)
g.m. Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel
børn: Caroline, Vilhelmine samt yderligere seks børn, der døde som spæde.
Maitresse: Frederikke Dannemand (Bente Mortensdatter Rafsted)
børn: Louise Frederikke, Caroline Dannemand, Frederik Vilhelm, Frederik Valdemar.
Valgsprog: Gud og den retfærdige sag.
1839-1848    Christian 8. (*1786)
g.m. 1) Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Scwerin
børn: Frederik 7. (ægteskabet opløst),
2) Caroline Amalie af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg.
Valgsprog: Gud og fædrelandet.
1848-1863    Frederik 7. (* 1808)
g.m. 1) Vilhelmine af Danmark (ægteskabet opløst)
2) Mariane af Mecklenburg-Strelitz (ægteskabet opløst)
3) Louise Rasmussen, lensgrevinde Danner.
Valgsprog: Folkets kærlighed min styrke.
1863-1906    Christian 9. (* 1818)
g.m. Louise af Hessen-Kassel
børn: Frederik 8, Alexandra, Vilhelm (Georg 1 af Grækenland), Dagmar, Thyra, Valdemar.
Valgsprog: med Gud for ære og ret.
1906-1912    Frederik 8. (* 1843)
g.m. Louise (Lovisa) af Sverige
børn: Christian 10,. Carl (Haakon 7. af Norge), Harald, Ingeborg, Thyra, Gustav, Dagmar.
Valgsprog: Herren være min hjælper.
1912-1947    Christian 10. (* 1870)
g.m. Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin
børn: Frederik 9., arveprins Knud.
Valgsprog: Min Gud, mit land min ære.
1947-1972     Frederik 9. (* 1899)
g.m. Ingrid af Sverige
børn: Margrethe 2. , Benedikte, Anne Marie.
Valgsprog: Med Gud for Danmark.
1972 -       Margrethe 2. (* 1940)
g.m. greve Henrik (Henri) Laborde de Monpezat, prins af Danmark
børn: Frederik, Joachim.
Valgsprog: Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke.
Opført så nøjagtigt som det har været mig mulig!
hvis du har dokumenterede rettelser så send en mail!
Sagn-kongerne ifølge:
www.vikingworld.dk
Før Gorm den Gamle
Vi ved meget lidt fra denne tid, men nogle samtidige, eller næsten samtidige udenlandske skribenter, især fra de frankiske analer, de engelske munke, vatikanets arkiver i Rom, de nordiske sagaer, skrev om markante danske konger. Der fandtes ikke historieskrivere i Danmark på denne tid. Et fælles indtryk fra skribenterne er at de danske konger var endog meget krigeriske. Meget senere har Saxo Grammaticus og Svend Aggesen givet deres mening om sagnkongerne.
Mange af sagnkongerne har regeret over en del af landet, så der har været flere samtidig, så de kunne også overfalde hinanden.
Men, sagn er sagn, og intet er sikkert, slet ikke årstal.
Rækkefølgen som kongerne er opstillet i er ikke sikker. 
Dan
300-400 årene
Ifølge sagnene skal kong Dan have været den første danske konge. Han gav landet sit navn.
Humble
Søn af kong Dan
Lotther
Søn af kong Dan
Skjold
Efter Svend Aggesens opfattelse, udfra de Islandske Sagaer, er kong Skjold den første konge i Danmark. Kong Skjold skulle være sendt af selveste Odin, helt alene med et skib til Danmark for at redde landet der var uden konge fra den store tragedie.
Halvdan
Frode Fredegod
Frode Fredegod er en af Danmarks største konger i hedensk tid. Han underlagde sig hele Norden og mange østlige folkeslag og stammer. Han skabte orden ved fremsynet og retfærdig lovgivning, både i Danmark og for de overvundne folkeslag.Da han har besejret russerne, pålægger han dem først at føre krig på samme måde som danskerne.
Hvis nogen vovede at voldtage en ugift kvinde, skulle han straffes med afskæring af visse legemsdele eller betale tusind mark i bod for overgrebet.
Han sejrede over 170 østlige konger, enten af hunner-oprindelse eller konger der havde tjent under hunnerne.
Frode Fredegod som skabte fred, moral og civilisation overfor danskerne og deres naboer dræbtes af en troldkvinde, der omskabte sig til et søuhyre. Hans folk var bange for at hans mægtige rige skulle gå i opløsning, når han ikke var mere og vedblev at køre ham rundt i saltet tilstand. Til sidst var han dog så forrådnet at han måtte gravsættes. Han blev begravet på Sjælland, i den landsdel der blev regnet for den fornemmeste i hans rige.
Roar
400-500 årene
Beowulfkvadet er skrevet ca. år 700 og omtaler, at kong Roar søger at få sin datter Freawaru gift med Hadbardkongen Ingeld Frodesøn for at skabe forsoning og fred mellem de to stammer efter mange års kampe, hvor både Ingelds fader, og Roars fader og ældre broder er faldne. Under bryllupsceremonien opdager en Hadbardkriger, at en af Freawarus danske ledsagere bærer Ingelds faders (Frodes) våben. Dette var en oplagt hån mod Hadbarderne og i stedet for bryllup kommer det til fornyet krig.
Helge
400-500 årene
Rolf Krake
400-500 årene
I Widsithkvadet, som er skrevet omkring år 600, står der et sted, oversat af prof. A.Olrik:  Hrodvulf (Rolf Krake) og hans farbroder Hrodgar (Roar) kæmper mod vikinger og mod Hadbarder ved kongeborgen Heorot (Hjort)

Sagnet fortæller om Rolf Krake som boede i kongeborgen i Lejre. Hans halvsøster Skuld var gift med den skånske jarl Hjarvard, som ville være konge i Danmark. Hjarvard sejlede derfor på familiebesøg til Lejre, men hans skibe var lastet med krigsfolk. Da de danske krigere var gået i seng, satte Hjarvard og hans folk ild til skoven omkring Lejre. Hjalte, som kom lidt sent hjem den aften, opdagede fjenden og skyndte sig til kongeborgen, hvor han sang det berømte Bjarkemål for at vække de sovende krigere. Det kom til et blodigt slag. Rolf Krake og alle hans mænd, med undtagelse af den trofaste Vigge, blev dræbt. Få dage senere dræbte Vigge Hjarvard.

Hjarvard
Vermund og Uffe hin Spage
Uffe (offa) omtales i det angliske heltekvad "widsith" og historikere mener at Vermund og Uffe har levet i 400-årene.I folkemindet er der bevaret en beretning om at det var ved Skærmklint vest for Jelling, at man nedgravede Skræp.
En konge ved navn Vermund regerede mange år i Jylland, hvor han havde sit kongesæde i Jelling. Han var højt elsket at sine undersåtter og vidt berømt for visdom og tapperhed men det voldte ham stor hjertesorg, når han tænkte på, hvad der dog skulle blive af hans eneste søn Uffe. Rigtignok var denne Uffe både stor og stærk frem for nogen at sine jævnaldrende; men han var så underlig dorsk og dvask, at det slet ikke var til at tænke på, han nogen sinde kunne blive konge. Man hørte næsten aldrig et ord af hans mund, så aldrig et smil på hans læber, og hvad der ellers kan glæde og opmuntre et menneske, det rørte ikke ham det allerringeste. I denne døs og sløvhed levede han, lige til han var 30 år; men så hændte der noget, som vakte ham at hans dvale og viste, at der virkelig var liv i ham. Der kom nemlig en dag sendebud fra Sakserkongen med den uforskammede hilsen til den gamle blinde Vermund, om han ikke nok ville afstå ham sit rige, da han jo dog var alt for svækket både på sjæl og legeme til selv at regere længer. Syntes han imidlertid ikke om således uden videre at give slip på riget, så skulle de gøre ham det forslag, at han lod sin søn møde sammen med deres konges søn, for at de to kunne afgøre sagen i ,en tvekamp; men var det ham heller ikke til pas, så måtte han straks være belavet på krig; thi sakserkongen ville da tage med magt, hvad han ikke kunne få med det gode. Den gamle Vermund drog et dybt suk, og alle hans mænd stod længe tavse; thi ingen vidste, hvad de skulle svare til saksernes frække tale. Men endelig trådte Uffe frem i hele sin kæmpeskikkelse, og til alles store forundring gav han med høj og mandig røst de fremmede svar på tiltale. Hils kun I eders tyske herre,« sagde han, »at han kan spare sig al ulejlighed; thi Danmark savner ikke en konge, som kan gå i spidsen for at værge sit land, heller ikke modige kæmper, som vil følge ham med sværd i hånd, og at kongen har en søn, som er værdig til at tage hans rige i arv, det skal i få at se; thi jeg er rede til alene at gå i kamp både mod eders konges søn og den stærkeste kæmpe, han vil tage med sig.« Vermund havde svært ved at tro, at det var Uffe, som havde talt, og først da han fik ham hen til sig og følte hans kraftige lemmer, blev han overbevist. »Men hvorfor udæskede du to for een? « spurgte han. »fordi«, svarede Uffe, »at der forleden var to danske om at slå een svensker ihjel !« Vermund blev omsider overbevist, og for første gang følte han rigtig glæde over sin søn. Der blev nu aftalt tid og sted, hvor kampen skulle gå for sig, og sendebudene drog hjem for at bringe deres herre besked. Uffe skulle nu rustes til kampen. Det kneb med at finde et harnisk, der kunne passe til hans brede bryst, og endnu mere vanskeligt var det at finde et sværd, der kunne holde; man kom frem med det ene efter det andet; men de sprang i stykker som glas alle sammen, så snart han svang dem med sin kraftige arm. Vermund havde rigtignok selv et sværd, som hed Skræp og var så mageløs hvast, at det gik lukt igennem alt, hvad der kom det i vejen; men det havde han for længe siden gravet ned i jorden, da han ikke troede, hans søn nogen sinde ville komme til at bruge det. Der var dog nu ikke andet for end se at få Skræp gravet op af jorden igen, og det lykkedes endelig efter meget besvær. Det var en aftale, at kampen skulle gå for sig på en holm midt i ejderstrømmen, og derud begav Uffe sig da ganske alene, medens den saksiske kongesøn mødte i følge med en vældig kæmpe. Begge flodbredder vrimlede af tilskuere, tyskere mod syd og danskere mod nord, og alle fulgte kampens gang med spændt opmærksomhed. Vermund havde taget plads yderst ude ved flodbrinken; thi det var hans faste forsæt at styrte sig i bølgerne, hvis hans søn faldt, da han ikke ville overleve sit fædrelands fornedrelse. Begge sakserne gik på med stor hidsighed, medens Uffe stod så rolig, som om sejren var ham vis, og længe gjorde han ikke andet end bøde for sig med skjoldet; men da han omsider havde udforsket, hvilken af modstanderne der var den værste, trak han endelig Skræp af skeden og flakte i et hug kæmpen helt igennem, så han døde på Stedet. »Nu hørte jeg Skræp!« sagde Vermund, thi han kendte dets klang godt fra gamle dage, og da han fik at vide, hvor sikkert det havde truffet, flyttede han sig længere bort fra floden, for at han ikke af vanvare skulle styrte i den. Da kæmpen var faldet, sank modet på sakserprinsen, og han holdt ikke videre af at komme Skræp alt for nær; men Uffe blev ved at ægge og tirre ham så længe, at han for skams skyld måtte frem, og da han endelig havde ham nær nok, svang han Skræp for anden gang, og i næste øjeblik lå kongesønnen død ved Siden af kæmpen. dermed var kampen til ende. Sakserne begravede deres to døde og drog skamfulde hjem; men danskerne jublede af glæde, thi sejren var deres, og nu vidste de, at de havde en kongesøn, som med ære kunne følge sin fader i regeringen. Ikke længe efter døde Vermund, og Uffe fulgte ham som konge. Han havde jo vist, at han nok kunne bruge sværdet, når det gjordes nødvendigt; men han holdt da ellers mest af freden, og det var derfor, han fik tilnavnet: hin Spage.
Chochilaicus (Hygelac, Hugleik)
omkring 515
Han angreb et område af frankerriget der regeredes af Theodoric I, og dræbtes i et af angrebene på frankerne.
Ogendus (Agantyr)
ca.710
Danernes konge. Omkring år 710 rejste den engelske ærkebisp St.Willibrord til Danmark der dengang regeredes af Ogendus, for at missionere. Han vendte tilbage med 30 drenge der skulle oplæres i den kristne lære. Om kong Ogendus fortaltes, at han var mere grusom en noget dyr og hårdere end sten.
Harald Hildetand
ca. 710-770
Obotritterne som var den største af de slaviske stammer truede Danmark, og Danerkongen Harald Hildetand anlægger en befæstning ved rigets sydgrænse, det senere Danevirke.
Sigfred  (Sigurd Ring)
770-ca 800
Hans slægtsskab med tidligere konger kendes ikke. En bestemt Halfdan dukker op som udsending fra kong Sigfried til Karl den Store i året 782. Sigfried nævnes senest i 798, da Karl den Store sendte en gesant til kong Sigfried.  Den saksiske høvding Widukind flygtede til kong Sigfried i 777, da Widukind forgæves havde forsøgt at samle Saxerne til modstand mod Karl den Store. To gange måtte han flygte til sin svoger kong Sigfred af Danmark-Sverige. Det stordanske rige under kong Sigfred var en respektabel modstander for Karl den Store, og så længe kong Sigfred levede gik Karl ikke ind i Nordalbingien, som var Widukins hjemstavn.
Godfred  (Gøtrik)
ca. 800-810
 Godfreds fader var vistnok (ikke sikkert) kong Sigfred (Sigurd Ring).
Godfred dukker op i kilderne i 804, da han ankom med sin flåde og hele sit kavalleri til grænsen mellem hans kongerige og sakserne i Slesvig, hvor han udvekslede gesanter med kejser Karl den Store. Godfred angreb obodritterne i 808 og indtog bl.a.handelscentret Reric, og deporterede handelsfolkene til sit eget nyanlagte handelssted Hedeby. For at forstærke forsvaret af Hedeby opførte han volden Kovirke. Angrebene på obodritterne resulterede i et sammenstød med frankerne da kejseren sendte en hærstyrke mod nord. Under sammenstødet dræbtes hans brorsøn Reginold. En forhandling mellem Godfred og kejser Karl den Stores udsendinge førte i 809 ikke til enighed, og Godfred drog i 810 med en hær til øst Frisland. På fremrykningen mod kejser Karl den Store slog Godfred tre frankiske opbud. Karl den Store ventede med sin hær øst for Weser, men inden Godfred nåede frem med sin hær blev Godfred myrdet, måske af en af sine egne, måske var det iscenesat af Karl den Store.
Forskerne diskuterer stadig om, hvorvidt mordet på Godfred var iscenesat, og om hvad der var sket ved en evt.- ikke usandsynlig- dansk sejr, om der så var blevet skabt et stort nordisk rige, og om Godfred, og navnlig hans efterfølgere havde kunnet holde sammen på et sådant.
Til Karl den Stores lettelse døde altså Godfred, og hans brodersøn og efterfølger Hemming sluttede fred med Frankerriget. Ejderen blev anerkendt som grænse. Efter Karl den Stores død i 814 blev hans søn Ludvig den Fromme regent til 840, derefter blev riget permanent delt i tre dele: Frankrig, Tyskland og Italien.
Det er denne deling der har interesse for vikingernes historie. Når de nordiske vikinger kom for at plyndre, blev de ofte købt bort af den stedlige konge, stormand eller by. De angelsaxiske krøniker fremhæver vikingernes ordholdenhed. Var de købt væk for f.eks. et år, undertiden to eller tre, overholdt de samvittighedsfuldt aftalen, hvad der jo ikke forhindrede dem i at plyndre hos naboen, og da der en tid lang var tre Frankerriger og fem britiske, var vikingerne sjældent i forlegenhed for et plyndringsobjekt.
Godfreds sønner:
1. Ældste søn, medkonge, 813-814, død 814.
2. Horik I, danernes konge 813-854, død 854
3. Søn, medkonge, 813-efter 827
4. Søn, medkonge, 813-819, forvist 819.
5. Søn, medkonge, 813-819, forvist 819.
Børnebørn af Godfred:
1. Gudurm, udfordrer til tronen i 854, og søn af en af Horiks brødre.
Andre slægtninge hvis nøjagtige slægtsskab er usikkert:
1. Regindold, død 808, søn af Godfreds bror. Det vides ikke om han var fætter eller bror til Hemming og hans søskende.
2. Hemming, død 812, danernes konge, søn af Godfreds bror.
3. Hankwin (måske Hakon), levede 811, bror til Hemming.
4. Angogeo (Agantyr), levede 811, bror til Hemming.
5. Sigifrid II, død 812.
Hemming
810-812
Danernes konge
På et møde i 811 mellem udsendinge fra den danske kong Hemming og den tyske kejser Karl den Store blev grænsen mellem Danmark og det tysk-romerske rige fastlagt til at følge Ejderen. På den tid stod de slaviske stammer langt op i Holsten og truede de danske områder mod nord. Derfor indsatte skiftende danske konger fra midt i 800-tallet statholdere eller jarler i Hedeby og Slesvig. De skulle værne grænsen og dæmme op for indflydelsen sydfra.
Hemmings død i 812 førte til borgerkrig.
Sigfred II
død 812
Udfordrer til tronen år 812
Anulo
død 812
Udfordrer til tronen år 812
Harald Klak
død 852
Harald Klak og Regindfrid regerede i fællesskab 812-813
Harald Klak og to af  Godfreds sønner regerede i fællesskab 819-27.
Harald, der senere fik tilnavnet Klak (betydningen ukendt), var i 815 i forreste front, da frankerne for første og sidste gang forsøgte at erobre Danmark. Det lykkedes ikke, blandt andet på grund af en dygtigt ledet dansk flåde, og først i 819 lykkedes det på grund af splid mellem Godfredsønnerne, at få listet  Harald Klak ind som medkonge. Det holdt dog kun til 823, hvor han rejser tilbage til kejser Ludvig og klager sin nød. Kejseren vælger i stedet at slutte fred med Godfredsønnerne, og indsætter Harald som greve i Nordfrisland. Han bliver ved samme lejlighed døbt og er derved den første daner med kongenavn, der overgår til kristendommen.
Søn af Harald Klak: Godfred. Prøvede i 855 at overtage den danske trone uden held. I 852 angreb han Frisland, og i 853 sluttede Godfred fred med Charles den skallede. Sammen med sin slægtning Rorik, som er regent i Frisland, tog han til Danmark i 855, i et forsøg på at overtage magten her efter borgerkrigens afslutning i 854, men forsøget mislykkes, og de tog tilbage til Dorestad. Det vides ikke med sikkerhed om denne Godfred var den samme person som den danske vikingehøvding med samme navn, der var aktiv i perioden mellem 882 og 885, ægtede Gisla (datter af Lothar II) i 882, og dræbtes i 885
Regindfrid
død 814
Dræbt af Godfreds sønner.
Rudolf
død 873
Søn af Harald Klak,Var på vikingetogt i Frankrig fra 864 til sin død.
Rorik
sidst omtalt i 873
Bror eller nevø til Harald Klak. Regent i Frisland. I 850 angreb Rorik Frisland, og kejser Lothar skænkede ham da Dorestad og andre landområder.Rorik blev drevet ud af Frisland i 867. Han førte flere samtaler med Charles den Skallede, som må have anset ham som en nødvendig allieret.
Horik 1
813-854
Danernes konge. Søn af kong Godfred.
Horik 2
før 857-efter 864
Danernes konge.
Hans slægtsskab med tidligere konger kendes ikke.
Sigfred III
ør 873-887
Danernes konge.
Efterfulgte kong????. Slægtskab ukendt.
Halvdan
levede 873
Danernes konge (usikker)
Olaf
levede i Ca.900 årene
Gyrd
????
Gnupa
????
Sigtryg
????
På en runesten fortælles om Asfrid, der rejste en mindesten over kong Sigtryg, hendes og Gnupas søn, men hvor, og hvornår han var konge, vides ikke
Hardeknud
900 årene
Danernes konge.
I 900 tallet dukker en konge op ved navn Hardeknud, som havde sønnen Gorm, der senere blev konge i Jelling med tilnavnet den Gamle. (kilde, Adam af Bremen)
I håbet om at skåne en eller anden for problemer vi har haft,
eller at gøre ting nemmere for læserne
eller bare for at underholde!
Med venlig hilsen
Per Søfeldt Jessen
E-mail: info@seniorcamping.dk