Nexø Familiecamping: 
Hej Per

Ja så blev man da lidt klogere - jeg vidste ikke at der var en Seniorcamping-forening.
Nu er det sådan, at jeg har overtaget Nexø Familiecamping sidste år. I begyndelsen må jeg jo overholde/overtage priser, bookninger, annoncer mv. som den tidligere ejer indgik. Det er først nu at jeg kan ændre/rette til for en sæson. Men alle campingorganisationer, udenlandske som danske, har fået alle oplysninger til næste sæson i juli måned. Så fx priserne er allerede "gået i trykken" i de respektive campingbøger...!
Faktisk har jeg inddelt sæsonen i to mod tidligere en. Priserne er nu blevet en del lavere udenfor højsæsonen (som stort set KUN er juli). Priserne vil tillige være billigere i højsæsonen for dem der ikke "fylder" så meget. Priserne er sat ned på hver "del" (telt, person, CV mv.) - men til gengæld er der indført flere "dele" (fx bil, trailer) som hver koster noget. Pladsen er en stor naturgrund, så man bliver ikke mast sammen. Så dem der fylder meget, må betale for det.
Jeg er blevet DCU-samarbejdsplads (mange medlemmer er ældre) og de får allerede 15 % rabat her - og det HELE sæsonen.
Dit tilbud er selvfølgelig fristende, men priserne ER sat ned (for alle) - specielt i lavsæsonen. Og der må være en nedre grænse. Her er dyrt på Bornholm. Hele året - og ikke kun i højsæsonen (alt skal sejles til og fra). Sæsonen er meget kort. De fleste af de 17 campingpladser har kun åben 4-5 mdr./år. 2-3 stykker (med vandrehjem) venter til efterårsferien - men det er pga. lejrskoler. Små fristende tilbud som andre har (5 dage betal for 4, billige hverdage, weekend-tilbud mv.) tror jeg ikke vil blive benyttet meget. Man kommer ikke spontant til Bornholm med CV - og slet ikke i få dage pga. priserne på færger og broer. De lejer gerne en CV eller hytte og tager bus eller tog til Ystad og med hurtigfærgen - og cykler lidt rundt. Er man flere kan en lejet bil være billigere, end at komme herover med sin egen..!
Men jeg ser da gerne flere gæster som er kommet lidt op i årene. Min plads bliver rost af mange (se DCU´s hjemmeside) som nyder pladsens meget smukke beliggenhed (hav, sø, by...) samt de flotte og velordnede toiletforhold ( * * * * hos ADAC og ACSI men kun * * hos campingrådet...!). Nexø Familiecamping's gæster har en høj gennemsnitsalder. Her er MEGET stille og roligt, også selv om pladsen ligger "midt" i byen. Nexø er ikke er en udpræget ferieby som lokker med fest og farver (og som lukker uden for højsæsonen), men er som knudepunkt for østlandet og Bornholms 2. største by, "levende" og har åben hele året - 365 dage. Fx har alle supermarkederne åben hver dag - også søn- og helligdage. De unge feriegæster søger lidt sydligere til Balka og Dueodde med de mange udskænkningssteder, musik, grill, minigolf mv. hvor der er mere gang i den.
Jeg vil tænke over det - men jeg vil nu nok lige se den kommende sæson lidt an - med min nye prisstruktur.
Med venlige hilsener

Stenbrudsvej 26
DK - 3730 Nexø
v/Ole Blaabæk
www.nexocamp.dk
Tlf.: (+45) 56 49 27 21
Fax: (+45) 56 49 25 21
E-mail: nexoefamiliecamping@post.opasia.dk

I håbet om at skåne en eller anden for problemer vi har haft,
eller at gøre ting nemmere for læserne,
eller bare for at underholde!
Med venlig hilsen
Per Søfeldt Jessen
E-mail: info@seniorcamping.dk