Blandt danske børnefamilier
er camping den foretrukne ferieform.

05- 01 05 Pressemeddelelse:
Nyhedsparade på Landsudstillingen
Camping på Ferie for Alle 2005 i Herning
For inkarnerede campister bliver det i år en ekstra stor oplevelse at gæste det 60.000 m² store ferieparadis, der åbner sig for de besøgende på den 8. udgave af Danmarks største rejse-, ferie- og campingudstilling Ferie for Alle i Messecenter Herning i dagene 25.-27. februar. Af det samlede areal er 28.000 m² fyldt til bristepunktet med campingnyheder. Dermed bliver Landsudstillingen Camping endnu en gang Danmarks hidtil største udstilling af campingvogne, autocampere, teltvogne, fortelte, telte samt udstyr og tilbehør til den gode campingoplevelse. 


Alle mærker og organisationer er med
Set med campistens øjne er det svært at finde noget, der ikke er med på den gigantiske udstilling i Herning. For andet år i træk er samtlige mærker inden for campingvogne og autocampere stærkt repræsenteret. Det er også muligt at få gode råd og en campingsnak med en lang række campingorganisationer. Erfarne specialister fra alle landets campingorganisationer står nemlig klar til at øse af deres viden. Det drejer sig om: Campingrådet, DCU, Topcamp, DK-Camp, DCK, Public Camp, FDM Camping, DACF og mange flere, som hver især besidder specialviden om det at campere i ind- eller udland. Med 268 forskellige modeller byder Landsudstillingen Camping denne gang på det hidtil største antal campingvogne - heriblandt en god del nyheder, hvoraf mange kun har været vist ved åbent-hus-arrangementer hos forhandlerne i de sidste måneder i 2004. Og for dem der ønsker at være selvkørende er der 169 forskellige autocampere at vælge imellem. Mange mærker udstilles på fællesstande, hvor messegæsterne har mulighed for at få en snak med den lokale campingforhandler.
Der er desuden rig lejlighed til at finde inspiration til den næste campingferie, idet hele 115 campingpladser har stand på udstillingen. De fordeler sig med 56 danske pladser og 59 udenlandske - primært fra de populære sydeuropæiske ferielande.

Små sommerhuse fra Adria
Adria stiller op i Herning med en nyskabelse. Det drejer sig om campingvogne med indbygget DVD-afspiller og fladskærmsteknologi. Der er tale om udvalgte vogne i modelserien Classica, som i størrelse går fra 6,13 meter og op til 7,43 meter. Faktisk er de som små sommerhuse med alle tænkelige finesser og luksus.
Til finesserne hører bl.a. stort køleskab med indbygget fryser, mikrobølgeovn, stort badeværelse med elektrisk skyl samt flytbare senge. Vognene er med ekstra bredde på 2½ meter og dermed det bredeste format, der må køre på de danske veje. Vælger man fx modellen med tilnavnet Vision, får man for en merpris på 6.000 kroner og oven i det allerede nævnte udstyr indbygget DVD, radio, 17" fladskærm med tuner i 16/9 format - samt hele systemet koblet op på Adria's i forvejen store og slagkraftige stereohøjttalere. De nye vogne kommer til at ligge i prislejet 150.000-170.000 kroner, og de er alle sammen med på Ferie for Alle i Herning.

Campingferie på en fransk flodbåd
Herlige feriedage om bord på en kæmpestor fransk luksusflodbåd synes at være et godt tilbud til dem, der har prøvet det hele og er på udkig efter nye ferieudfordringer og oplevelser. Det er firmaet Maritim Camping ApS i Lohals, som udstiller en 11 tons tung flodbåd, som måler ca. 15x4 meter. Dermed markerer firmaet sit 40 års jubilæum som arrangør af bådferier i Europa.
- Vi oplever i disse år en overvældende interesse for flodbådsferie. Alle må sejle disse både uden nogen forkundskaber, og både store og små, yngre og ældre har opdaget, hvor pragtfuld denne ferieform er, siger direktør Morten Kaae, Maritim Camping ApS.
Flodbåden, der udstilles i Herning, er af den helt moderne type med fire kahytter med dobbeltsenge og plads til to opredninger i salonen, tre badeværelser med brus og toilet, salon og en stor og rummelig kabys.

Danmarkspremierer fra Dethleffs
Tourist Light er navnet på en ny modelserie letvægts-campingvogne fra Dethleffs, som får danmarkspremiere på Ferie for Alle 2005. Nye og lettere materialer kombineret med et fornuftigt udstyrsniveau har gjort det muligt at reducere vognenes vægt med ca. 20 procent.
- Mange vil gerne fortsætte med campingvogn, selv om de har anskaffet sig en mindre bil. Vi er meget spændte på modtagelsen af de nye vogne, og vores undersøgelser viser, at der er et stort behov for lette aerodynamiske rejsevogne, siger Jan Kaspersen fra generalagenturet Caravan Nord ApS i Vejle.
Tourist Light serien består af fire vogntyper med en egenvægt fra ca. 700 til ca. 800 kg. Alle modeller er udstyret med toiletrum med fast cassettetoilet, komplet køkken med nedfældet vask, gasapparat, køleskab og Traumatic gasvarmeovn. Priserne går fra 99.900 kroner op til 109.900 kroner.

Bürstner relancerer Flipper-navnet
Op gennem 70erne hed en af Bürstners populæreste serier Flipper. Nu kommer delfin-navnet igen til ære og værdighed i en helt ny campingvognsserie fra den tyske fabrik. Designet er karakteriseret ved buede frontvinduer og glatte sider. Og buerne fortsætter inde i vognen, hvor åbne reoler og buede skabslåger er standard.
- Den rene bue i fronten er ikke kun et spørgsmål om design. Den løfter også den indvendige loftshøjde i forenden af vognen, siger Steen Rasmussen fra Caravan Ringen, der er dansk importør af det tyske mærke.
Flipper-serien omfatter ni modeller, som alle er kendetegnet ved at være rejsevogne, der er bygget til at flytte sig. Både stabilisator, lav vægt og sikkerhedschassis er en del af standardudstyret.

Kulinariske oplevelser for campisten
Spændende retter med stor smag - tilberedt i et lille køkken. Det er, hvad det handler om i en helt ny kogebog, som gør det til en leg at fremtrylle lækkerier i camping-køkkenet. Bogen er på 144 sider med danske, franske, italienske og spanske opskrifter og vinforslag.
"Campingkokken" er titlen på bogen, som er udgivet af Lotte Bering og Ib Langkjær fra Campex/Hobby i Assendrup ved Vejle.
- Det vigtigste for os er at fortælle den gode historie om camping. Vi vil gerne begejstres, opleve naturen, historien, kulturen - og madkulturen. Som campist har man jo god tid til at kokkerere og til hele tiden at søge nye oplevelser. Hvis turen går til Italien - hvad er det så, italienerne spiser? Hvilke ingredienser indgår i maden? Og hvilken vin passer til maden, siger Lotte Bering.
"Campingkokken" leverer svarene via opskrifter, som er lette, overskuelige og med få ingredienser, der er let tilgængelige, uanset hvor man befinder sig på sin ferie. Kernen i "Campingkokken" er, at maden, som man selv tryller frem i campingvognen, er personlig - og at tilberedningen bliver en oplevelse, slutter Lotte Bering

Åbningstiderne for Landsudstillingen Camping og Ferie for Alle 2005 i Messecenter Herning er: fredag den 25. februar kl. 11-19, lørdag den 26. februar kl. 9-18 og søndag den 27. februar kl. 10-17. Læs meget mere om udstillingen på www.ferieforalle.dk 


Yderligere oplysninger:
Key Account Manager Knud J. Sørensen (Camping)
og Anders Ladefoged Mortensen (Ferie for Alle),
Messecenter Herning,
tlf. 9926 9926.



Med venlig hilsen
Per Søfeldt Jessen
E-mail: info@seniorcamping.dk