Campingvogn med lounge
06-01-05 Pressemeddelelse, INTERCAMP A/S
Campingvogn med lounge
Det er ikke kun derhjemme
i huset, man skal have en lounge og et vinkelkøkken. Det skal også
være standard i den moderne campingvogn,
mener designerne hos den tyske producent
af luksusvogne - WILK.
Køkkenet i luksusferieboligen
fra Wilk er placeret i enden af vognen og er
veludstyret med bl.a. et 105 liter
stort køleskab.
I sit nye 2005 program har fabrikken
lanceret en model 530 MS, der har køkkenet i den ene ende af vognen,
mens midten er dedikeret til en lounge med tre sofaer. ”Vognen bryder i
høj grad med den opbygning, vi er vant til, og det har krævet
nye løsninger fra fabrikkens designere. Blandt andet er bordet i
loungen indrettet, så det med et enkelt greb kan skubbes frem eller
tilbage. På den måde giver det mulighed for, at man ubesværet
kan passere gennem loungen til badeværelset, mens det samtidig kan
glide ind i midten af vognen, når der er mange samlet omkring bordet,”
siger Steen
Rasmussen fra Caravan Ringen, der
er dansk importør af det tyske luksusmærke. Det justerbare
bord er også en feature i fabrikkens andre vogne. Her er det blot
højden der justeres. Med en trykknap kan man tilpasse bordet efter
sin størrelse, og alt efter om man skal spise eller surfe på
internettet.
Også på andre områder
har designerne lavet løsninger, der skal tilfredsstille campingfolket
stigende krav om mere komfort. Indgangsdøren til de nye vogne er
vokset med 5 cm. i bredden, og indersiden er beklædt med pæretræ.
”Samtidig er døren forsynet med store småtingslommer, så
der nu er plads til hverdagens vigtige ting som kort, nøgler og
solbriller,” siger Steen Rasmussen. I sine nye vogne har WILK valgt at
udstyre sengene med den samme type nyudviklet madras, som astronauterne
bruger på deres rumrejser. De nye VISCO-madrasser er lavet af et
high-tech skumplast, der giver optimal trykaflastning i rygsøjlen
og selve ryggen. Det giver en langt bedre liggekomfort end med de traditionelle
springmadrasser, og den effektive fugtigheds- og varmeudveksling gør
dem meget velegnede til campingferiens høje temperaturer.
Madrasserne bruges både i
S4 serien, i begynderserien S3 og i topmodellerne i S5 serien.
Med venlig hilsen
Per Søfeldt Jessen
E-mail: info@seniorcamping.dk